Beatles sidste albums, Abbey Road & Let it Be, fortolkes i Karosserifabrikken af en stjernerække af danske musikere.

Vi kan se frem til en forrygende koncert, der fejrer 50 året for udgivelsen af det sidste album fra gruppen i foråret 1970.

Musikere i særklasse

Bjørn Fjæstad, Dicte, Jimmy Jørgensen & Bobo Moreno leverer sammen med det suveræne backingband, under ledelse af kapelmester Kennet Lauridsen, en musikalsk oplevelse i særklasse.

Bandet kan uden overdrivelse betegnes som et af Danmarks bedste backingensembler. Bandet med Søren Møller på tangenter, Fredrik Damsgaard på bas, Mads Andersen på trommer og Silje Holtan på percussioner og kor er sammenspillet gennem flere Woodstock koncerter, og det musikalske niveau er fra allerøverste hylde, når solister og musikere i et eminent sammenspil fortolker arven fra THE BEATLES. Publikum kan se frem til en musikalsk oplevelse af de store.

Baggrund – The final albums

Trods voksende uenighed i gruppen enedes man i 1969 om at spille en uannonceret koncert fra toppen af Apple-studiet i London. Koncerten fandt sted 30. januar 1969. På grund af klager fra naboerne stoppede politiet koncerten i utide, men en række numre blev optaget, og nogle af disse blev siden udgivet på blandt andet Let It Be.

Let it be

Let It Be albummet blev udsendt 8. maj 1970, men en stor del af materialet var indspillet allerede i januar 1969, altså før indspilningen af Abbey Road, men da medlemmerne af gruppen generelt var utilfredse med musikken, blev det i første omgang skrinlagt. I foråret 1970 fik produceren Phil Spector imidlertid adgang til båndene, og han om-arrangerede og om-producerede noget af musikken, så resultatet blev det album vi kender som Let It Be. Albummet blev oprindeligt påbegyndt som “the Get Back project”, med den tanke at bringe gruppen tilbage til deres rødder.

Abbey Road

Abbey Road er titlen på det ellevte album af The Beatles, som blev udgivet den 26. september 1969. Sangene på albummet var de sidste som gruppen indspillede, men blev alligevel kun deres næstsidste album. Albumcoverets foto viser de fire beatler, der krydser Abbey Road i det berømte fodgængerfelt. John, Paul og Ringo var til lejligheden iført designertøj af den walisiske designer Tommy Nutter. George gad dog ikke det pjat, og var klædt i cowboytøj fra top til tå. Nutter lavede senere tøjet til Jack Nicholson i The Batman. Det var slet ikke meningen at albummet skulle hedde Abbey Road. Under, og efter indspilningen blev det overvejet at kalde det “Everest” efter de cigaretter studieteknikkeren Geoff Emerick røg under indspilningen. Der var snak om at flyve gruppen til Nepal for at tage billeder, men det endte med den mere simple løsning, at tage et billede lige uden for studiet – og deraf titlen.

 

The Beatles Final Albums

Dato: 1/10/2020 Tid: 20:00
Dørene åbnes: 19.00
Sted: Karosserifabrikken

Pris forsalg: DKK 300,- + gebyr

Køb billet