Withering Surface tilbage efter 14 års pause. Et nyt anmelderrost album er netop kommet på gaden og havde det ikke været for Corona virus havde de første koncerter været lige om hjørnet. Nu må vi desværre vente tålmodigt til 9. april 2021, men så lover vi også et brag af en koncert her i Karosserifabrikken.
Kender du ikke Withering Surface så får du lige en kort historielektion. Svensk melodisk death metal, den såkaldte melo-death, fik sit gennembrud i midten af 1990’erne med især bands fra Gøteborg som In Flames, At The Gates og Dark Tranquility. Withering Surface fra Næstved opfangede hurtigt den nye særlige genre og markerede sig siden hen som det på alle måder mest succesfulde danske melodiske death metal band fra starten i 1994 til bandet gik i opløsning i 2005. Fire albums, og yderligere EP/single/demo udgivelser blev det til i bandets karriere.
Line-up’en består nu af de originale medlemmer Allan Tvedebrink (guitar), Jakob Møller Gundel (trommer) og Michael H. Andersen (vokal) – suppleret af Morten Lybecker, der spillede keyboard i bandet i 1999-2005 og Marcel Lysgaard Lech, som svingede guitaren fra 1999-2000 – samt bassist Jesper Kvist (Invocator, Raunchy), der er ny i bandet. Jesper erstatter KB Larsen, der ikke kunne finde tid til genforeningen, da han i dag er medlem af Volbeat.
Men hvorfor en gendannelse og hvorfor nu?
Guitarist Allan Tvedebrink forklarer: – ”Jeg havde ikke regnet med at jeg pludselig skulle sidde og lave nye Withering Surface-numre i 2019. Første gang ideen opstod, rystede jeg på hovedet af det, men da det blev defineret hvilke folk der var med ombord, måtte jeg erkende Jeg rigtig godt gad at spille sammen med dem igen og det passede fint i forhold til, hvor jeg kreativt og tidsmæssigt var i mit liv. Så jeg skrev et prøvenummer og det var fantastisk! Og lige pludselig havde vi sange til flere numre, som alle kunne lide og gendannelsen var en realitet”.
Allan Tvedebrink har været med siden begyndelsen i 1994 – det samme har trommeslager Jakob Gundel, der dog kun var med i bandet til og med det andet album ”The Nude Ballet” fra 1998. Gundel har siden hen ernæret sig som producer med eget studie og bl.a. som trommeslager i Invocator. For Jakob Gundel er der dermed hele 20 år siden han sidst var med i Withering Surface. Gundel fortæller: – ”Withering Surface havde jeg lagt bag mig for mange år siden. Da jeg pludselig blev spurgt om at være med igen, sagde jeg måske og da der lå en håndfuld numre klar, som jeg synes var virkelig fede, var der ingen tvivl. Hvis ikke der havde været ny musik, havde jeg sagt nej. Jeg synes den slags gendannelser, hvor der kun er nostalgi og intet nyt, er ligegyldige.
Men nu er Withering Surface tilbage som en langt bedre udgave af sig selv end før, synes jeg – både med inspiration fra det helt tidlige materiale, men også ting der peger fremad”.
”Meet Your Maker” mixes af Fredrik Nöodström i Studie Fredman, hvor bl.a. At The Gates, Dark Tranquility og In Flames har lavet milepæle og de to første albums fra Withering Surface blev til i sin tid.
Artworket er lavet af Niklas Sundin, mest kendt som guitarist i Dark Tranquility, der udover sit eget band, også har artwork for bl.a. In Flames og Arch Enemy.
Der er kort sagt tale om en stilren melodisk death metal med plade der forsætter hvor Withering Surface slap efter og det virker som om alt er kørt i stilling for at bandet i den grad skal overtage verden til næste år? Men hvad er forskellen fra hvor Withering Surface slap i 2005?
-”Vi er ikke pludselig blevet et moderne band. Vi kommer tilbage med den klassiske skandi-metal-lyd vi altid har haft kærligheden til og stået for, og er mest af alt os selv – uanfægtet hvad der ellers er sket på metalscenen. Withering Surface kommer til at spille live igen, men vi er et helt andet sted nu i vores liv, så det bliver nøje udvalgte shows. Men når det er sagt, glæder vi os alle enormt til at komme ud og spille både gamle og nye numre”, uddyber Allan Tvedebrink.
2020 line-up:
Allan Tvedebrink – Guitars
Jakob Møller Gundel – Drums
Jesper Kvist – Bass
Morten Lybecker – Keys
Michael H. Andersen – Vocals
Marcel Lech – Guitars
Withering Surface

Dato: 09/04/2021 Tid: 20:00
Dørene åbnes: 19.00
Sted: Karosserifabrikken

Pris forsalg: DKK 155,- + gebyr

Køb billet